Hr. Lund's opskrifter

Lad mig sige det så enkelt! Jeg satser stærkt på, at alle andre kopierer, lader sig inspirere, fortolker og i bund og grund tyv-stjæler alt hvad de kan her på siden! Ganske som jeg selv har gjort...

Jeg forsøger at huske at nævne mine inspirationskilder, men nogle gange kan det være svært, når 3 - 5 - 7 forskellige opskrifter og en kage nede fra bageren, tilsammen har udgjort inspirationsgrundlaget.

Gør det med vilje

Læsere af bloggen her vil måske i nogle tilfælde undre sig over mængder eller blandingsforhold. Ganske grundlæggende er jeg af den overbevisning, at når man putter noget i maden, så skal man gøre det med vilje! Ikke at alt dermed skal overdrives, for når flere ingredienser går op i en højere enhed, uden at man 100% kan skelne dem, så er jeg også solgt.

Det er mere et spørgsmål om, at når jeg laver chokolademuffins, så skal der chokolade i! Og det er af en god kvalitet i rigelige mængder! Hvis man ikke synes man kan tåle at spise en usund muffin, så mener jeg det er en fejl at lave en "light" version. Så skal man helt lade være og så spise noget andet i stedet. Jeg mener, at spiseglæden ved at få kvalitet, og måske lidt mindre mængde, altid overgår store mængder af middelmådighed. 

Jeg har det i øvrigt på samme måde med øl og vin. Jeg vil meget hellere falde i svime over ét glas godt øl eller vin, frem for at hælde mængder af skod-øl og kedelig vin i halsen.

Min egen mening

Ja den er jeg ikke bleg for at komme frem med! På de sociale medier vil jeg komme med input, opråb og undren, men også her på bloggen under kategorien Min mening.

Det er også under kategorien Min mening, at jeg ind imellem vil "anmelde" produkter, hvis jeg har haft en helt unik oplevelse med dem. 

Jeg er blevet spurgt om de "anmeldelser" og henvisninger jeg laver til brands og specifikke produkter er blevet påvirket af kommercielle betingelser. Det er de IKKE. Jeg har ærligt og redeligt købt produkterne og de er faldet i min smag. Ofte vil de også have efterladt et indtryk af, at jeg har fået rigtig god værdi for pengene - ellers gad jeg ikke nævne dem.

Samtidig kan jeg i skrivende stund ærligt sige, at jeg endnu ikke har fået en henvendelse om lige at skulle "teste" noget for nogen producenter eller virksomheder. 

Så når jeg siger, at det er min mening, så er det råt for usødet på både godt og ondt... Min mening!

Kategorierne …

Følg også med her ...