Risalamande med smag

 

Kunne du godt tænke dig en risalamande der ikke bare smager af vanillesukker og mandelessens? Har du fået nok af risalamande der er egentlig ikke rigtigt smager af noget og så alligevel af for meget? Og så er den lige lidt for “blævret” samtidigt!

Her er en opskrift jeg selv har lavet i løbet af en del år og ret mange forsøg. Nu synes jeg den sidder der. Nogle der har hørt om opskriften uden at have smagt den, har kommenteret at “den kan da ikke være særlig børnevenlig”… Hvad det så end skal betyde? Jeg har i hvert fald ikke mødt nogen børn endnu, der ikke har kunne lide den.

Men jeg kan sige at hvis man ikke kan lide mandelstykker, hvis man foretrækker en over-mega-sød risalamande eller hvis man mener at en risalamande kun kan være snehvid, så er der ingen grund til at læse videre…

Til 6 – 8 personer

200 g. grødris
3 dl. vand
1 l. mælk (jeg bruger letmælk)
2 vanillestænger (god kvalitet – ikke de der halvtørre discount stænger)
4 spsk. rørsukker (ca. 75 g.)
250 g. smuttede mandler
½ l. fløde

Kom ris og vand i en bred gryde og bring det stille og roligt i kog. Lad det småkoge indtil det er en lind grød.

Hæld mælk i og bring det meget stille og roligt i kog.

TIP: Varm mælken op (næsten til kogepunktet) i en kande i microovnen. Herved kan man hurtigere bringe det hele i kog, det tager kortere tid og man mindsker risikoen for at brænde det på. Det er især i denne opvarmningsfase at der er tendens til at grøden brænder på.

Tilsæt rørsukker og vanillekorn fra de to vanillestænger. Tilsæt også de udskrabede vanillestænger hele.

Kog grøden ved stadig lavere varme i takt med at den bliver tykkere, indtil det er en god fast grød.

Hak de smuttede mandler (husk at tage en hel mandel fra!) og tilsæt dem til den færdige og varme grød, og sæt så det hele på køl.

Tag den kolde grød og hæld ½-1 dl. fløde i og rør den godt rundt, så den er jævn, men stadig fast.

Pisk 3 – 4 dl. fløde til en god fast flødeskum. Det er vigtigt at det er jævnt fast flødeskum i hele skålen. Hvis en “slat” i kanterne ikke er fast påvirker det resten af flødeskummet, når det skal bruges.

Vend flødeskum i grøden – tag evt. lidt af gangen for at få den ønskede konsistens. (jeg bruger næsten det hele)

Server med en god kirsebærsauce, f.eks. syltede kirsebær fra Selleberg på Fyn eller Amarena… Og husk den hele mandel.

 

Share this post

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.